Kirkens interiør

Klokker

Artikel om kirkeklokken ved Brejning kirke

Beskrevet af Johannes J. Lund i 1985

Brejning kirke har kun én klokke, og den hænger i tårnets nordre glamhul. Vi må antage, at der har været klokke til kirken lige så længe, som der har været kirke. Men der er ingen, der ved, hvor gammel klokken er, om det er den oprindelige klokke, eller der er tale om en nyere. Fra kirkens gamle regnskabsbog ved vi een ting om dens alder, og det er, at den er fra før år 1600, for inden dette år havde klokken fået en skade, som krævede omstøbning, og i året 1600 blev den firet ned fra tårnet og blev anbragt på en hestevogn, og så blev den ført til Ringkøbing ad den nuværende Kærhusvej, der dengang var hovedvej. Vejen var selvfølgelig en grusvej, bakket og visse steder sumpet, så det har ikke været nogen let tur. Der har været brugt mange mænd og heste-spand. I Ringkøbing blev den omladet på et skib og blev herefter sejlet til Hamborg, hvor en klokkestøber omstøbte den og forøgede klokken med 203 kg nyt kobber, inden turen gik den anden vej igen. Regnskabsbogen fortæller ikke noget om, hvor lang tid sognet var uden klokke, kun de tørre tal om fragt og støberløn, men det har taget sin tid. 

   
Resultatet må have været for ringe, for i 1621 var det atter galt, og så måtte klokken igen den lange tur til Hamborg på samme måde som i 1600. Ved omstøbningen i 1621 blev der tilført 12,5 kg nyt kobber. Ud over fragt og støbeløn måtte man ved sidste omstøbning også betale told af klokken, for at få den hjem igen. Told og skat er ingen ny opfindelse! 

   
I forbindelse med sidste omstøbning blev følgende inskription støbt rundt om klokken på dens øverste parti: GLORIA IN EXCELSIS DEO ANO 1621 GOS MICH M. HANS N. VESEL IN HAMBURG ~  

hvilket oversat betyder: Æret være Gud i det højeste. I året 1621 blev jeg støbt af m(ester) Hans N(ielsen ?) Vesel i Hamborg. 

Desuden er klokken smykket med en stiliseret løvkrans under indskriften. 

   
Denne omstøbning må siges at have været gjort godt, for siden er der ikke forandret ved klokken, som også overlevede alle kong Christian IV`s krige, der ellers gav banesår til mange af landets kirkeklokker. De blev inddraget for at blive omstøbt til kanoner til brug for flåden. Man synes jo ellers ikke, at klokkeringning og kanonlarm burde have noget til fælles. 

   
Klokken hænger i den såkaldte klokkestol, en kraftig bjælke, der hviler på et leje i hver side af muren. Bjælken er selvfølgelig blevet fornyet mange gange i tidens løb, da den jo bærer hele klokkens vægt. Ifølge regnskabsbogen blev der købt en egebjælke til en klokkeaksel i 1866. På den nuværende er indridset Ao.1919. På bjælken er monteret to arme, hvoraf den yderste ikke bruges mere, idet klokkerebet var fæstnet hertil, mens man stod uden for kirken og ringede. I mange år, antagelig siden hvælvingen i tårnrummet er blevet opført i den første trediedel af dette århundrede, har man kunnet stå inde i tårnet og ringe, idet rebet er ført fra den inderste arm ned gennem tårnet gennem et hul i hvælvingen nord for orgelet. 

   
Omkring 1960 fik klokken en mindre skade, som blev repareret af klokkestøber Aug. Nielsen, Vinderup. Klokkeknebelen slides ret meget og må skiftes ud ind imellem. 

   
Klokkeringningen foregår stadigvæk som i kirkens ungdom her i sognet manuelt, dog er kimingen nu mekaniseret. Degnen har altid boet her i sognet, også i de mange år, da Brejning var anneks til Nr. Omme, og det var degnens pligt at ringe med klokken. Det var sikkert undertiden en sur pligt, og der blev indimellem gjort mange krumspring fra degnens side for at slippe for denne pligt. I 1840 klagede degn Staglund Pedersen til Ribebispen over, at han skulle forestå ringningen, og biskoppen resolverede som så, at når degnen ikke boede i Kirkebyen men 1/4 mil syd derfor i Tudskærhuse, hvor nu den gamle Hovedskole ligger, så skulle han ikke være pligtig til at ringe, men det måtte være sognemændenes ansvar og pligt. De var nu heller ikke meget for det, så da degnen fik en lønforhøjelse på to tønder byg årligt for morgen- og aftenringning, var han igen forhandlingsvenlig. Med tiden overgik bestillingen til een af husmændene i Kirkebyen, fra 1914 og i mange år fremover var det Mads Pedersen i Dumpen, der tog sig af klokkeringningen. 

   
I dag er det graverens og gravermedhjælperens bestilling, og hvor klokkeringningen førhen markerede solens op- og nedgang, er ringningen nok så moderniseret i dag, da den nærmere angiver, hvornår graveren starter og slutter arbejdet på kirkegården! Alternativet er mekanisk ringning, som kimingen, men så går noget af det smukke ved ringningen fløjten. 

   
Kirkeklokken ringer for os hver dag, den ringer til søndagens gudstjenester, den ringer i glæde og i sorg, som den nu har gjort det for mange generationer. I stille vejr høres den over en stor del af sognet, og det var jo også dens bestemmelse fra starten, hvor den skulle virke som budbringer til en befolkning, der ikke kendte til anden støj end naturens og så den smule, de selv frembragte. Ingen larm fra trafik, radio, TV og andre støjkilder. Den har ringet, når landets konge var død, når der blev krig og igen fred. En enkelt gang har den endda ringet for at få en indelåst og glemt organist befriet igen!